I dette indlæg har vi en række generelle tips og tricks, som kan være medvirkende til at din autocamper holder sig i form til næste års sæson. Har du mulighed for at fortsætte sæsonen lidt endnu kan du med fordel læse indlægget: "Vintercamping: 13 tips som klæder dig på til kulden".
Vinteren er lige rundt om hjørnet og med denne årstid medfølger frosttemperaturer og udfordringer for din autocamper.
I dette indlæg giver vi råd til, hvordan du kan gennemgå din autocamper, udvendigt som indvendigt, så du kan få dit køretøj helskindet igennem den kolde sæson.
1. Efterse din autocamper for skader og mangler
Tjek køretøjet for mindre skader i malingen og få evt. mangler udbedret. Behandel malingen med voks for at sikre overfladen.
2. Beskyt mod frosten
Fyld tilstrækkelig med frostvæske på køler og sprinkleranlæg. På denne måde mindsker du risikoen for frostsprængninger.
3. Vedligehold pakninger
Rengør gummipakninger i døre og vinduer. Smør med frostsikker silikone til gummilister. Dette kan forhindre listerne i at blive porøse.
4. Aflast trykket på dine dæk
Langsomt tab af luft i dine dæk kan føre til uhensigtsmæssig fordeling af belastning. Øg lufttrykket i dækkende med ca. 0,5 bar og flyt gerne autocamperen for at undgå ensidig belastning. Hvis du er så heldig, at have støtteben på din autocamper, så gør brug af disse til at aflaste dækkene.
5. Tømning af vand
Tøm friskvand og spildevand vha. drænventilerne. Sørg også for at tømme restvand fra hane, vandlås, toilet og kedel. Vand kan forårsage skader på din camper, når de udvides pga. frost. Lad spildevandstanken stå åbne.
6. Undgå fugt i bodelen
Læg granulatbaserede affugterpakker i din camper. Disse kan være med til at absorbere kondens og mindske risikoen for ophobning af skimmelsvamp. Sørg for at åbne dine skuffer og skabe, for at sikre en bedre luftgennemstrømning og at alle hjørner og kroge varmes op.
7. Fjern fødevarer
Husk at fjerne alle fødevarer fra din autocamper fra køleskab og fryser, men husk også tørvarer, selv i ubrudt emballage. Disse kan nemlig tiltrække mus eller andre skadedyr, som kan forårsage betydelig skade på dit køretøj. Opsæt gerne musefælder og myrelokkedåser.
Er du ikke sikret mod mus i forvejen? Læs "5 gode råd til at holde din autocamper gnaverfri"
8. Åbn køleskab og fryser
Lad køleskabs- og fryserdør stå på klem for at undgå mug.
9. Pas på fugt i tekstilerne!
Støvsug hynder, madrasser og tæpper. Opbevar disse tørt fx inde i dit hjem.
10. Vinteropbevaring
Opbevar din autocamper på et overdækket, godt ventileret sted, hvis du har muligheden. Det optimale sted vil være en tør, frostfri hal. Overdæk ikke køretøjet med en presenning eller lignende. Dermed fremmes den gode luftcirkulation og vækst af skimmel mindskes.
11. Parkér med vinkel
Hvis din autocamper skal tilbringe vinteren udenfor, så parkér autocamperen med hældning på. Dette gør at regnvandet lettere glider ned fra taget og dermed mindskes risikoen for at vandet ophober sig og fryser til is. Dermed undgår pakningerne omkring tagvinduerne at blive beskadiget.
EKSTRA TIP:
Hvis placeringen tillader dét og du ikke har elektrisk parkeringsbremse, bør du løsne håndbremsen for at undgå at den ruster til. Din autocamper kan derefter holdes i gearposition. For at være på den sikre side kan du sikre din camper med kiler.
12. Frakobl dit batteri
Frakobl batteriet, hvis du har mulighed for dette. Du kan også vælge at pakke batteriet ind i termofolie. VIGTIGT: Fjern denne folie igen, hvis du skal ud og køre.
Du kan også vælge at fjerne batteriet og opbevare det frostfrit over vinteren.
13. Husk at desinficere
Desinficér alt der er i kontakt med vand. Lad vandhanerne stå åben: HUSK at slukke 12 V-strømforsyningen.
14. Luk for gassen
Sørg for at lukke for lukkeventilerne til gas og gasflasken
15. Fyld din brændstoftank
Fyld brændstofstanken helt op med brændstof, så det ikke udvandes af kondens. Undersøg muligheden for brug af et antibakterielt tilsætningsstof for at forebygge "diesel pest".
16. Tyverisikring.
Du kan beskytte dig selv imod at få stjålet dit køretøj. Dette kan du fx gøre ved at få installeret tyverisikring/alarm i din autocamper. Synlige tyverianordninger som fx kameraer, lys, klistermærker osv. kan være med til at afskrække tyvene.
Ovenstående indlæg og information er tiltænkt som inspiration. Vi gør opmærksom på, at Autocamp ikke påtager ansvar for nøjagtigheden eller fuldstændigheden af oplysningerne. Rådfør dig altid med dit pågældende køretøjs instruktionsbog.