Vil I have en såkaldt 'egoistvogn'? til 2 voksne - eller skal I have selepladser og sovepladser til 3, 4, 5 eller 6 personer? Det har stor betydning for, hvilken vogntype, størrelse og model I skal gå efter. Her er nogle eksempler:
1-2 voksne, der vil have vognen for sig selv, har frit valg på 'alle hylder'. Her er det kun et spørgsmål om, hvad I vil bruge camperen til, jeres behov for plads og hvad den må koste.
2 voksne, der af og til vil have plads til 1-2 overnattende gæster, bør kigge på en hel- eller delintegreret vogn. Begge kan fås med en dobbeltseng eller 2 enkeltsenge i bag. En helintegreret med sænkeseng over førerstolene giver en regulær dobbeltseng, der friholder det meste af siddegruppen og samtidig tillader brug af yderdøren. En delintegreret med sænkeseng over siddegruppen giver en god dobbeltseng, men fjerner muligheden for at blive siddende omkring bordet - og gør det sværere at bruge yderdøren.
2 voksne og 3-4 børn, så er en alkovemodel med op til 6 sovepladser den oplagte løsning. En helintegreret hvor 2 enkeltsenge i bag kan omdannes til en stor dobbeltseng til 2 voksne og et mindre barn plus sænkesengen over førerstolene til 2 større børn er ligeledes en mulighed.
Mange autocampere er så godt isoleret og har effektive varmesystemer, at de kan køre året rundt og blive jeres rullende skihytte. Andre vogne er knap så velegnede til vintercamping.
Når du camperer i frostvejr, vil du sætte pris på at kunne holde en konstant indetemperatur. Det ypperste er en vogn med dobbeltbund og vandbåret ALDE-gulvvarme. Flere varmesystemer kan styres via en app, så du kan hæve temperaturen, inden du kommer tilbage til vognen.
Vinterbrug kræver vintertøj og støvler. Det fylder godt op, og man tilbringer flere timer inde. Derfor er vigtigt, at vognen har god rummelighed.
Tænker I at køre sydpå i flere måneder ad gangen og fx overvintre i Spanien/Portugal, eller vil I primært tage på weekendture og holde 1-2 ugers ferie i autocamperen i Danmark? Eller måske en kombination?
Det betyder noget for vognens størrelse set i forhold til jeres livsstil.
Har vognen god plads til alle de ting, I vil have med jer? Skabe, skuffer og hylder inden for og garagen bagi.
Særligt garagen kan blive godt fyldt, hvis I medbringer udstyr til at surfe, spille golf, cykle, dyrke vandsport eller stå på ski. Selvfølgelig ikke alt på samme tid, men læg lige oveni, at I også skal have campingbord og stole, grill og alt muligt andet, man bruger på rejsen.
Vælger I en udvendig cykelholder, frigør det meget plads i garagen, men til gengæld er cyklerne mere udsatte. Endelig spiller mængden af udstyr også ind på vognens samlede vægt.
På en regnvejrsdag er man mere inde end ude. Hvor meget plads har I brug for, når I laver mad, spiser, læser, spiller spil, ser tv/film osv.? Mærk godt efter om I føler jer hjemme, når I afprøver vognen. Forestil jer at I er på rejse i den, og lad som om I laver mad, er på toilettet osv.
Sover I helst i samme seng, eller foretrækker I enkeltsenge? Hvor lange og brede skal sengene være? Vil I helst sove i hver sin ende af vognen af hensyn til nattero?
Nogle vogne har enkeltsenge på langs. De kan ofte omdannes til en stor dobbeltseng, så man kan sove på tværs, hvis vognen hælder til en side.
Nogle har en dobbeltseng på tværs. Det betyder, at den inderste af jer skal kravle over den anden, hvis man nu skal op i løbet af natten.
Husk at afprøve sengene, så I ved, at de er lange nok, og at madrassen føles rigtig. Mange supplerer med en topmadras, der giver en tornerosesøvn på rejserne.
Elsker I at lave mad med lokale råvarer fra markedet?
Eller spiser I helst ude?
Bruger I jeres grill flittigt?
Har I brug for en gasbageovn?
Er der bordplads nok?
Skal der være emhætte i køkkenet - eller ventilator i loftet?
Næsten alt er mindre i en autocamper, fordi vi vil have mest mulig komfort presset sammen på få kvadratmeter. Det gælder også bad og toilet. Foretrækker I et separat bad eller er et kombineret bad og toilet fint? Nogle modeller har den ene løsning, andre den anden. I bør undersøge, om der er plads nok til jer, når I skal på wc og have et brusebad.
Vil I køre langt? Skal I køre bjergkørsel?
Vil I kunne overhale sikkert?
At motoren kan trække en fyldt autocamper på knap 3.500 kg kræver en motor med et godt moment. Hvis jeres marchhastighed er over 100 km/t skal I kunne overhale lastbilerne. Overvej om I har nok i 120 eller 140 HK, som er standard i mange vogne, eller om I vil betale mere og få 160 eller 180 HK.
De nye autocampere er typisk udstyret med enten 6 manuelle gear eller automatgear med 9 gear og dobbeltkobling. Automatgear bliver mere og mere populært, fordi camperen både er lettere og mere behagelig at køre, og føreren bedre kan slappe af på langture. Man mærker også forskellen ved kørsel i kø og i storbyer.
Klimaændringerne giver mere voldsomme uvejr især i Sydeuropa. Derfor kan I overveje, om I ønsker et glasfibertag (GFK), der beskytter mod haglskader og nedfaldne grene under uvejr. På nogle modeller er det standard - på andre kan det tilkøbes.
Vil I campere i det fri, vil det være oplagt at få solceller på taget og et ekstra bodelsbatteri. Vil I dyrke vintercamping, kan et dieselfyr være en god løsning, så I ikke skal skifte gasflasker ret tit.
Hvis I griller meget, så kan et gasudtag til gasgrillen spare jer for at skulle hente en gasflaske frem, hver gang grillen skal i brug. Dyrker I meget vandsport, kan et udvendigt bruseudtag være rart til at skylle saltvandet væk og til at rense udstyret med.
Når I har gjort op, hvad disse 12 punkter betyder for jer, kan vores sælgere bedre guide jer hen til de aktuelle modeller, der opfylder jeres ønsker.
Rigtig god fornøjelse!