Autocamp ønsker alle glædelig jul & godt nytår! Vi afholder juleferie og har lukket 20/12 - 2/1
Glædelig jul & godt nytår
Autocamp ønsker alle glædelig jul & godt nytår! Vi afholder juleferie og har lukket 20/12 - 2/1
Glædelig jul & godt nytår

Nu kan din autocamper være din bolig

Dato: 01- 07- 2021

Fra 1. juli 2021 må du bruge din autocamper som din faste bolig, når du har fået dispensation fra Motorstyrelsen.

Skatteminister Morten Bødskov har gjort det lovligt at bo permanet i sin autocamper, når visse betingelser er opfyldt.

”De, der har en drøm om at sælge huset og køre de danske og europæiske landeveje tynde, skal selvfølgelig have mulighed for det. Vi må ikke drukne i bureaukratiske regler, men derimod sørge for at give danskerne mulighed for at leve det liv, de vil. Særligt når det som her ikke koster fællesskabet en eneste krone. Derfor ændrer vi nu reglerne”, siger skatteminister Morten Bødskov. 

Danskere, der ønsker at leve livet på farten i egen camper, skal søge Motorstyrelsen om dispensation fra bopælskravet. Der skal dog fortsat oplyses en adresse, hvor ansøgeren kan kontaktes - enten hos en ven, et familiemedlem eller hos kommunen.

Motorstyrelsen ville sætte par på gaden
Et pensioneret ægtepar fra Middelfart havde solgt deres faste bolig og levede i deres Carado autocamper. I februar modtog de et brev fra Motorstyrelsen om, at den ville få politiet til at klippe nummerpladerne på autocamperen, hvis parret ikke havde skaffet sig en folkeregisteradresse i løbet af 3 uger. Ifølge Motorstyrelsen var det nemlig ulovligt at bo fast i en autocamper, som parret gør.

Ifølge CPR-lovens §9 er det tilladt for danske statsborgere at registrere sig med fast folkeregisteradresse på en båd, en campingvogn eller anden lignende bevægelig bolig som eksempelvis en autocamper.

Alligevel truede Motorstyrelsen parret med at afmelde deres autocamper, fordi de ifølge registreringsbekendtgørelsen skal stå opført med bopæl eller fast opholdssted, før de kan registreres som ejer af et køretøj.

Pensionister tog kampen op
De 2 pensionister følte sig truet og valgte at tage kampen op. De beskrev deres ulykkelige situation på Facebook i bl.a. Autocampergruppen. Parret fremførte, at vi lever i en digital tidsalder, hvor langt de fleste har mobiltelefonen inden for rækkevidde, adgang til e-boks og NemID, og derfor kan myndighederne let og ubesværet komme i kontakt med borgerne, selv om de ikke bor fast et sted.

Flere medier tog deres sag op og konfronterede politikere i skatteudvalget med den urimelige forskelsbehandling. Alternativets Torsten Gejl fik rejst et såkaldt §20-spørgsmål til skatteministeren om problemet og flere i skatteudvalget bakkede op.

Sagen endte lykkeligt til glæde for de mange, der i kortere eller længere perioder vælger kun at have deres autocamper som bopæl.

Og de bliver stadig flere, idet Facebook-gruppen ‘Når autocamperen er permanent bolig’, har mere end 1.000 medlemmer.

 


Har du spørgsmål, kan du ringe til Motorstyrelsen på 72 22 15 15
Skatteministeren ændrer reglerne, så du kan have din autocamper som fast bopæl og være fri som fuglen.

Skatteministeren ændrer reglerne, så du kan have din autocamper som fast bopæl og være fri som fuglen.

Sådan kan du søge dispensation

Fra den 1. juli 2021 er det muligt at søge Motorstyrelsen om dispensation fra kravet om, at man skal have registreret en adresse som bopæl eller fast opholdssted i CPR-registret for at kunne være registreret som ejer af et køretøj.

Betingelser for dispensation
Når Motorstyrelsen skal vurdere, om særlige forhold taler for at give dispensation fra adressekravet, vil det som udgangspunkt være en betingelse, at ansøgeren:

  • er tilmeldt Digital Post
  • har oplyst en adresse, som vedkommende kan kontaktes på.

Indehaveren af den oplyste kontaktadresse skal give samtykke til, at ansøgeren må bruge adressen til at registrere sit køretøj, og at Motorstyrelsen og andre myndigheder må kontakte ansøgeren på adressen om forhold vedrørende køretøjet.

Skal være i jævnlig kontakt
Ansøgeren skal sandsynliggøre, at vedkommende jævnligt er i kontakt med indehaveren af kontaktadressen og derfor kan forventes at reagere inden for rimelig tid på henvendelser omkring køretøjet, der er sendt til adressen. På denne måde kan en del af hensynene bag adressekravet tilgodeses, selvom man ikke har registreret en adresse som bopæl eller fast opholdssted i CPR-registret.

Det afhænger af en konkret vurdering, hvor ofte man skal være i kontakt med kontaktadressens indehaver for at kunne få en dispensation. Motorstyrelsen kræver dog som udgangspunkt, at ansøgeren orienterer sig om eventuelle henvendelser fra myndighederne om køretøjet på kontaktadressen 1-2 gange om måneden.

Kontaktadressens indehaver bliver ikke selv registreret på registreringsattesten eller i Motorregistret og hæfter heller ikke for fx løbende afgifter af køretøjet.  

Bortfald af dispensation
En dispensation er tidsbegrænset og varer i den periode, som kontaktadressens indehaver har givet samtykke til, at køretøjets ejer må anvende adressen som kontaktadresse. Efter periodens udløb har man mulighed for at søge om forlængelse af dispensationen.

Kontaktadressens indehaver kan på et hvilket som helst tidspunkt tilbagekalde sit samtykke til, at adressen bliver brugt i forbindelse med køretøjets registrering. Sker det, bortfalder dispensationen, og man skal derfor søge om dispensation igen, hvis man fortsat ikke har en adresse i CPR-registret og stadig ønsker at være registreret som ejer af køretøjet. I ansøgningen skal der oplyses en ny kontaktadresse, og der skal vedlægges et samtykke fra den nye kontaktadresses indehaver.

Husk forsikring, syn og afgifter
Det er i alle tilfælde en forudsætning for at få dispensation, at køretøjets registrerede ejer eller bruger i dispensationsperioden sørger for:

  • at køretøjet er lovpligtigt ansvarsforsikret
  • at køretøjet kommer til periodisk syn
  • at de løbende afgifter af køretøjet, fx vægtafgift eller grøn ejerafgift, bliver betalt.

Hvis dette ikke sker, kan Motorstyrelsen tilbagekalde dispensationen og afmelde køretøjet.